Ulbølle udpeget som ny sundhedslandsby

Ulbølle er blevet udvalgt som sundhedslandsby og får dermed mulighed for at udvikle og afprøve lokale initiativer, der kan styrke sundhed og modvirke ensomhed.
Landsbyen har allerede flere idéer til projektet. Det gælder blandt andet en landsbyhave, der kan fungere som et slags apotek, naturen som træningscenter og lokale Ulbølle-guider, der kan hjælpe nye eller isolerede borgere med at finde vej ind i fællesskaberne.
”Vi har allerede gode fællesskaber i Ulbølle. Men det kan være svært selv at finde vej ind i dem, især hvis man står i en ny livssituation efter for eksempel en skilsmisse eller langtidssygemelding. Vi vil gerne blive bedre til at række ud og hjælpe flere med at tage de første skridt ind i fællesskabet.”
Det siger Laura Bæk-Petersen, forperson i Ulbølle Forsamlingshus og projektkoordinator i Sundhedslandsby Ulbølle.
Der arbejdes også med idéer om mere dans og sang samt fællesskaber omkring sund mad, blandt andet med Ulbølle Forsamlingshus som mødested.
I efteråret skal den lokale projektgruppe sammen med Landdistrikternes Fællesråd beslutte, hvilke idéer der skal arbejdes videre med. Svendborg Kommune deltager som samarbejdspartner med faglig viden og sparring.
Faktaboks
- Landsby: Ulbølle
- Indbyggere: Knap 600
- Udvalgt: En af fire nye sundhedslandsbyer i 2026
- Øvrige nye sundhedslandsbyer: Gandrup, Veflinge og Sydvest Sallings Landsbyklynge
- I alt: 10 sundhedslandsbyer i Danmark
- Mål frem mod 2030: 14 sundhedslandsbyer
- Formål: Styrke trivsel og sundhed gennem lokale fællesskaber
- Idéer: Ulbølle-guider, landsbyhave, naturaktiviteter, dans, sang og sund mad
- Støtte i Ulbølle: Op til 240.000 kr. til kommunale udgifter og op til 240.000 kr. til frivillig indsats
- Projektleder: Landdistrikternes Fællesråd
- Støttegivere: Novo Nordisk Fonden og Nordea-fonden
- Samarbejdspartner: Svendborg Kommune






Accepter kun nødvendige cookies